Undersøgelsen, ledet af Dr. Belen Fadrique fra University of Liverpool, bygger på omkring 40 års målinger i 406 faste prøvefelter fordelt på ti sydamerikanske lande. I disse felter har botanikerne registreret hundredtusindvis af træer og tilsammen mere end 20.000 træarter. Det giver et sjældent langt tidsvindue ind i skovenes udvikling under et hurtigt forandrende klima.
Set på tværs af hele regionen virker den samlede artsrigdom bemærkelsesværdigt stabil. Men når forskerne zoomer ind på de enkelte områder, fremstår et mere fragmenteret billede. Nogle skove mister træarter, mens andre faktisk får flere.
Analysen viser, at de skove, der er blevet varmere, tørrere og mere sæsonprægede, oftere taber arter over tid. Omvendt har skove med relativt stabile vandbalancer og intakte økosystemer oftere oplevet en stigning i artsantallet. Man kan sammenligne det med et hus, hvor nogle rum bliver kvælende varme og tørre, mens andre forbliver beboelige, så beboerne langsomt flytter sig derhen.
Særligt skovene i Central Andes, Guyana-skjoldet og den centrale østlige del af Amazonas skiller sig ud med udtalte artsnedgange. Her rapporterer de fleste langtidsovervågede felter, at antallet af træarter falder. Kombinationen af stigende temperaturer, ændrede nedbørsmønstre og andre menneskeskabte påvirkninger gør det vanskeligere for mange arter at klare sig.
Et andet billede tegner sig i den nordlige del af Andes og dele af den vestlige Amazonas. I disse områder er artsantallet i mange prøvefelter vokset gennem de seneste årtier. Flere træarter, der tidligere var bundet til bestemte højder eller mikroklimaer, dukker nu op nye steder, hvilket tyder på, at skovene her fungerer som en slags sikkerhedsnet.
Forskerne beskriver den Nordlige Andes som et muligt “klimarefugium” for træarter, der presses ud af lavlandsområderne. En bjergkæde kan her sammenlignes med en høj bygning, hvor planterne langsomt “flytter etager”, når temperaturen stiger forneden. Jo flere etager der er, desto større er chancen for, at nogle arter finder et nyt passende levested i højden.
Bag disse mønstre ligger grundlæggende biologiske begrænsninger. Træarter kan enten flytte deres udbredelse, når klimaet ændrer sig, eller forsøge at tilpasse sig på stedet gennem langsomme genetiske ændringer. Hvis hverken spredning eller tilpasning kan følge tempoet i klimaændringerne, bliver bestandene mindre, og risikoen for lokal udryddelse stiger.
Et studie fra Brown University offentliggjort 18. juli 2024 viser, at selv små ændringer i temperatur og fugtighed i tropiske bjergområder kan udløse store tab af plantearter. Når både dette arbejde og de nye Andes-Amazon-data peger i samme retning, tyder det på, at skovplanlægning og naturgenopretning globalt må tænkes sammen med konkrete klimascenarier. Det gælder både i intakte regnskove og i menneskeskabte skovlandskaber som plantager og agroforestry-systemer.
For skovforvaltere og skovgartnere i tropiske og subtropiske områder betyder resultaterne, at artsvalget ikke længere kun kan baseres på nutidens klima. Det bliver stadig vigtigere at blande arter med forskellige tørke- og varme-tolerancer og sikre, at der findes naturlige korridorer, hvor træarter kan sprede sig langs højdegradienter. På den måde kan skovbrug og naturbeskyttelse bedre understøtte den naturlige omstilling, som planterne allerede er i gang med.
Selv i tempererede egne langt fra Amazonas har resultaterne en indirekte relevans for haveejere og bynære skove. Også her opleves hyppigere tørkeperioder og varme somre, og erfaringen fra tropiske skove viser, at små klimaforskydninger kan få uforholdsmæssigt store effekter på plantearter. En mere divers beplantning med både hjemmehørende og veldokumenteret klimatolerante arter kan fungere som en slags “forsikringspolitik” mod fremtidige klimachok i parker, skovbryn og store haver.
Studiets hovedforfatter, Belen Fadrique, understreger, at ændringerne allerede er tydelige i dataene: “Our work assessing species responses to climate change points to profound changes in forest composition, and species richness at multiple scales.” For tropiske botaniske miljøer er det en påmindelse om, at de klassiske artssammensætninger, som mange har studeret gennem årtier, ikke længere kan tages for givet. Skovene er i bevægelse, og referencepunkterne flytter sig.
Forskerholdet planlægger at arbejde videre med, hvilke træarter der konkret går tilbage, og hvilke der breder sig i Andes-Amazon-regionen. Særligt vil de undersøge, om udskiftningen af arter fører til mere ensartede skove på tværs af store afstande, eller om nye, lokalt unikke plantesamfund opstår. Resultaterne vil være afgørende for, hvor indsatsen for at bevare botanisk mangfoldighed gør størst gavn.
Hele forskningsresultatet er sammenfattet i en artikel fra University of Liverpool, formidlet via ScienceDaily og publiceret i tidsskriftet Nature Ecology & Evolution den 25. januar 2026. Tilsammen giver de fire årtiers data et sjældent klart billede af, hvordan træer – og de økosystemer, de bærer – allerede nu omstiller sig til et varmere og mere uforudsigeligt klima.
OSS
Hvordan påvirker stigende temperaturer træarter i Amazonas?
Stigende temperaturer kan øge tørkestress og ændre konkurrencen mellem træarter. Nogle arter går tilbage eller forsvinder lokalt, mens andre, mere varmetolerante arter breder sig.
Hvad betyder det, at Andesbjergene fungerer som klimarefugium for planter?
Et klimarefugium er et område, hvor klimaet forbliver relativt egnet, selv når det ændrer sig andre steder. I Andes kan planter flytte højere op ad bjergskråningerne og dermed blive i køligere og mere fugtige mikroklimaer.
Hvordan kan skovforvaltere og skovgartnere bruge denne viden i praksis?
De kan planlægge beplantning med et større udvalg af arter med forskellige klima-tolerancer. Samtidig kan de beskytte og etablere økologiske korridorer, så planter lettere kan sprede sig og følge de ændrede klimazoner.
Med en baggrund i Plante- og Fødevarevidenskab, kombinerer Torben den nyeste forskning med praktisk erfaring direkte fra mulden.
