Uddød plante fundet i Australien takket være borgerforskning
En bemærkelsesværdig botanisk opdagelse har fundet sted i de afsidesliggende områder af det nordlige Australien, hvor en plante, man troede var forsvundet for årtier siden, pludselig er dukket op igen. Fundet af den sjældne plante skete takket være en tilfældig observation, som efterfølgende blev uploadet til den digitale platform for borgerforskning, iNaturalist. Videnskabsfolk påpeger, at denne hændelse i høj grad understreger, hvordan almindelige menneskers bidrag bliver stadigt vigtigere for moderne biodiversitetsforskning og naturbevarelse. I forskningen publiceret i 2024 i Australian Journal of Botany dokumenteres det, hvordan dette unikke fund har ændret plantens status fra formodet uddød til kritisk truet.
Hele opdagelsen tog sin begyndelse, da Aaron Bean, en professionel hortikulturist, hjalp med at ringmærke fugle på en stor, privatejet ejendom i delstaten Queensland. Under sit arbejde i outbacken bemærkede han en usædvanlig plante, der voksede i det barske landskab, og han besluttede sig for at fotografere den. Da han senere fik mobilsignal, uploadede han billederne til iNaturalist-platformen uden at vide, hvilken kædereaktion dette ville sætte i gang. Blandt de mange millioner observationer, der dagligt deles på platformen, fangede netop disse fotos opmærksomheden hos botanikeren Anthony Bean fra Queensland Herbarium.
Anthony Bean genkendte straks arten som værende Ptilotus senarius, hvilket er en utroligt sjælden plante, der ikke var blevet officielt dokumenteret siden 1967. Det bemærkelsesværdige sammentræf bestod i, at det faktisk var Anthony Bean selv, der havde beskrevet arten ti år forinden baseret på ældre materiale. Forskere fra University of New South Wales, som har fulgt sagen tæt, fremhæver, at opdagelsen var yderst heldig. “It was very serendipitous,” udtaler Thomas Mesaglio fra UNSW School of Biological, Earth and Environmental Sciences.
“Aaron Bean is an avid iNaturalist user who opportunistically took some photos of a few plants that were interesting on the property,” fortsætter Thomas Mesaglio i sin beskrivelse af forløbet. Ptilotus senarius er en sårbar busk, der bærer karakteristiske lilla og lyserøde blomster, som kan minde om små fjerklædte fyrværkerieksplosioner. Arten vokser udelukkende i et meget uvejsomt og klippefyldt terræn nær Gulf of Carpentaria i det nordlige Australien. Før denne genopdagelse havde der ikke været nogen bekræftede observationer i næsten tres år, hvilket fik forskerne til at frygte det værste.
Man antog, at planten havde sluttet sig til de omtrent ni hundrede plantearter, der på verdensplan er forsvundet fra naturen siden midten af 1700-tallet. For at sætte dette i perspektiv kan man sammenligne opgaven med at finde arten igen med at lede efter en bestemt nål i en høstak, der er på størrelse med et helt kontinent. Med Aaron Beans fotografiske beviser, Anthony Beans faglige ekspertise og velvilje fra ejendommens ejer til at indsamle et fysisk eksemplar, kunne forskerne endelig bekræfte plantens overlevelse. Planten er nu overført til listen over kritisk truede arter, hvilket giver bevarelsesgrupper mulighed for at rette målrettede indsatser mod dens beskyttelse.
“It’s one of these situations where everything had to fall into place and there was a bit of good fortune involved,” forklarer Thomas Mesaglio yderligere om det heldige sammenfald. Denne form for genopdagelse repræsenterer et voksende mønster inden for moderne naturvidenskab, hvor offentligheden i stigende grad tager del i dataindsamlingen. Almindelige borgere fotograferer i vid udstrækning de planter og dyr, de støder på i naturen, og uploader disse data til store online databaser. Nogle gange afslører disse observationer arter, man troede var gået tabt for altid, og i andre tilfælde hjælper de med at identificere organismer, der er fuldstændig ukendte for videnskaben.
For forskere som Thomas Mesaglio er disse borgerforskningsplatforme blevet helt uundværlige og essentielle værktøjer i det daglige arbejde. Australiens enorme geografiske udstrækning og rige biodiversitet gør det fysisk og logistisk umuligt for de professionelle videnskabsfolk selv at overvåge og kortlægge hver eneste region. Adgangen til mange af disse områder vanskeliggøres yderligere af den kendsgerning, at omkring en tredjedel af det australske kontinent udgøres af privatejet land. “If you are the property owner or you’re someone who has permission from the owner to be there then suddenly it opens up this whole new world,” bemærker Thomas Mesaglio om potentialet.
Netop fordi en så stor andel af det potentielle habitat ligger på private hænder, og fordi borgerforskere oftere har adgang hertil, kan der drages en klar logisk slutning baseret på data. Det kan deduceres, at en stigning i private jordejeres deltagelse i borgerforskning vil korrelere direkte med en højere frekvens af genopdagelser af truede og formodet uddøde arter. Dette ræsonnement understøttes af de faktiske observationer fra platforme som iNaturalist, hvor lokalkendskab kontinuerligt overgår traditionelle forskningsekspeditioner i effektivitet. Af samme årsag opfordrer forskningsverdenen nu i stigende grad landejere til at engagere sig i videnskabelige projekter for at indsamle observationer af høj kvalitet.
I delstaten New South Wales forsøger man aktivt at fremme denne udvikling gennem initiativer som “Land Libraries”-projektet, der drives af delstatsregeringens Biodiversity Conservation Trust. Dette specifikke projekt tilbyder både træning og specialiseret udstyr for at hjælpe private jordejere med at dokumentere vilde dyr og plantearter på deres egne ejendomme. Den indsamlede information uploades derefter til anerkendte borgerforskningsplatforme, hvor den systematisk kan analyseres af eksperter over hele verden. Thomas Mesaglio støtter helhjertet en udvidelse af denne type programmer, idet de både forbedrer videnskabens adgang til lukkede områder og opbygger offentlighedens interesse for naturbevarelse.
“Engaging landholders themselves with science and the natural world and getting them more passionate about diversity makes them far more likely to be interested and invested in protecting that diversity,” understreger Thomas Mesaglio i forbindelse med projektet. Udover blot at engagere folk, er det ifølge forskeren også essentielt, at de indsamlede data har et vist detaljeniveau for at være brugbare i en videnskabelig kontekst. For eksempel er et enkelt nærbillede af en blomst ofte ikke tilstrækkeligt til at artsbestemme en plante, hvis der findes mange beslægtede arter med et lignende udseende. Ved at tage supplerende billeder af plantens blade, bark, stængler eller plantens overordnede form kan borgerforskere levere de kritiske spor, der kræves for en korrekt identifikation.
Derudover opfordres brugerne af disse platforme til at inkludere kontekstuel information, som ikke nødvendigvis fremgår tydeligt af de fotografiske beviser. Dette kan omfatte vigtige detaljer om de specifikke jordforhold på findestedet, karakteren af den omkringliggende vegetation, eller om der var særlige bestøvere til stede ved planten. Selv tilsyneladende trivielle detaljer, som hvordan en specifik plante dufter, kan vise sig at være afgørende for forskernes arbejde med at bestemme arten. “The more information you can provide and the more context you can provide, the more potential uses that that record will have in the future,” forklarer eksperterne bag platformen.
En separat undersøgelse foretaget af Thomas Mesaglio viser, at iNaturalist allerede er blevet citeret i videnskabelige artikler, der involverer mere end et hundrede og otteogtyve forskellige lande. Dette massive datasæt dækker tusindvis af forskellige arter og understreger dermed platformens hurtigt voksende og uundværlige rolle i den globale videnskab. Med mange millioner af observationer, der kontinuerligt strømmer ind fra hele verden, er forskersamfundet overbevist om, at der ligger utallige flere opdagelser og venter. Samarbejdet mellem almindelige naturinteresserede og den etablerede videnskab ser ud til at være en af de mest lovende veje frem for bevarelsen af klodens skrøbelige økosystemer.
Ofte stillede spørgsmål
Klorofyl er et grønt pigment, som findes i kloroplasterne hos planter og alger. Det er essentielt for fotosyntesen, da det absorberer lysenergi, primært fra den blå og røde del af det elektromagnetiske spektrum, hvilket gør det muligt at omdanne kuldioxid og vand til glukose og ilt.
Jordens pH-værdi dikterer den kemiske tilgængelighed af makro- og mikronæringsstoffer. Hvis jorden er for sur eller for basisk, kan bestemte mineraler binde sig fast i jorden, hvilket forhindrer plantens rødder i at absorbere dem, uanset hvor næringsrig jorden ellers måtte være.
Mykorrhiza-svampe danner et symbiotisk forhold med træernes rødder, hvor de fungerer som en forlængelse af rodsystemet. De hjælper træet med at optage vand og vigtige næringsstoffer som fosfor fra jorden, mens svampen til gengæld modtager kulhydrater produceret af træet gennem fotosyntese.
Anbefalet til dig
