Oldgammel plante afslører arabisk lægekunst fra jernalderen
I en ny banebrydende undersøgelse har forskere afdækket, at mennesker i det gamle Arabien for næsten 2.700 år siden brugte planter med medicinske og psykoaktive egenskaber i deres daglige liv. Ved at analysere gamle røgelsesapparater har de opdaget rester af Peganum harmala – også kaldet harmal eller syriansk rue – som blev brugt i røgelsesritualer og helbredende praksisser. Fundet giver et sjældent indblik i, hvordan planter spillede en central rolle i sundhed og spiritualitet i jernalderens Mellemøsten.
Det internationale forskerhold, ledet af Dr. Barbara Huber fra Max Planck Institute of Geoanthropology og professor Marta Luciani fra Wiens Universitet, benyttede en avanceret teknik kaldet HPLC-MS/MS til at analysere organiske rester i keramik fra oasebyen Qurayyah i det nordvestlige Saudi-Arabien. Deres konklusion er tydelig: brugen af harmal i røgelse er den tidligste dokumenterede globalt og vidner om en sofistikeret planteviden blandt fortidens arabiske samfund.
Undersøgelsen er ikke blot et arkæologisk scoop – den har også betydning for moderne danskere. Selvom harmal ikke er en naturlig del af den danske flora, findes frøene i specialbutikker og anvendes stadig i nogle etniske samfund til renselse og traditionel medicin. Det understreger, at gamle praksisser ikke nødvendigvis er forældede – tværtimod har de overlevet, fordi de stadig opleves som meningsfulde og effektive.
Efter godt 200 ord bliver det klart, at formålet med undersøgelsen ikke blot er at dokumentere en ældgammel praksis, men også at forstå, hvordan mennesker tidligere integrerede planter i behandling, spiritualitet og dagligliv. Det åbner døren for nye måder at tænke på sundhed og naturens rolle i menneskers velbefindende – også i en dansk kontekst, hvor mange i dag søger alternative behandlingsformer.
Barbara Huber udtaler: “Vores fund udgør kemisk bevis for den tidligste kendte forbrænding af harmal, ikke kun i Arabien, men på verdensplan. Vores opdagelse belyser, hvordan gamle samfund trak på lokal planteviden for at pleje helbred, rense rum og måske fremkalde psykiske tilstande.”
Peganum harmala er kendt for sine antibakterielle, beroligende og potentielt euforiserende egenskaber. I Danmark er det tilladt at eje og dyrke planten, men dens anvendelse til rusformål er juridisk gråzone. Dermed rejser fundet også spørgsmål om, hvordan vi i dag forholder os til planter med kraftfulde egenskaber.
Professor Marta Luciani forklarer: “Kombinationen af biokemisk analyse og arkæologi har givet os mulighed for ikke bare at identificere, hvilke planter der blev brugt, men også hvor, hvordan og hvorfor. Vi får adgang til plantepraksisser, der sjældent bevares i det arkæologiske materiale.”
For danske forskere og planteentusiaster betyder undersøgelsen, at der nu er endnu et eksempel på, hvordan planter gennem historien har været både lægemiddel, rituelt redskab og kulturelt symbol. Det kan inspirere til en ny respekt for den viden, der i generationer er blevet overleveret udenfor laboratorier og universiteter.
Ahmed M. Abualhassan fra den saudiske kulturarvskommission tilføjer: “Denne opdagelse viser de dybe historiske rødder i traditionelle helbredelses- og røgelsespraksisser i Arabien. Vi bevarer ikke kun genstande, men også den immaterielle kulturarv, som stadig har relevans i nutidens samfund.”
Undersøgelsen åbner samtidig op for tværfaglig forskning mellem arkæologi, etnobotanik og medicinsk antropologi. Det fremhæver et grundlæggende spørgsmål, der også er aktuelt for moderne danskere: Hvordan bruger vi planter til mere end blot pynt – som en aktiv del af vores helbred og identitet?
Læs den oprindelige undersøgelse her
Ofte stillede spørgsmål
- Hvor gammel er Peganum harmala-brugen dokumenteret i undersøgelsen?
Næsten 2.700 år gammel, hvilket gør det til det tidligste kendte tilfælde globalt. - Hvad er fordelene ved Peganum harmala?
Den har antibakterielle, beroligende og psykoaktive egenskaber og bruges stadig i traditionel medicin. - Hvordan påvirker klimaforandringer denne type forskning?
Klimaændringer kan true bevarelsen af organiske rester, hvilket gør hurtig dokumentation afgørende i arkæologien.
